mandag den 30. juli 2012

Ovnæggekage med kartofler, kokos og karry

Havde en rest kokosmælk og tænkte hvorfor ikke prøve at komme den i æggekagen. Resultatet blev dette:

300-400 g kogte kartofler
150 g bacon
1 løg
200 g champignon
4 tsk karry (2-3 vil være bedre)
8 æg
1½ dl kokosmælk
2 spsk kartoffelmel
1 tsk bagepulver
salt og frisk kværnet peber
Løget hakkes og bacon skæres i tern og steges sammen på panden med karry.
Champignon skæres i skiver i svitses ved hård varme på en pande.
Kartoflerne skæres i tern og lægges i bunden af et ildfast fad. Champignon og baconblandingen fordeles over.
Æg piskes med kokosmælk og kartoffelemel blandet med bagepulver. Salt og peber i, og blandingen hældes over fadet, som sættes i ovnen i ca ½ time ved 200 gr.

Eftertanker: det smagte godt, men karrysmagen var efter min mening for gennemtrængende. Man kunne kun svagt smage kokos, tror det ville være tydeligere, hvis der ikke var helt så meget karry i. Selvom jeg elsker karry, synes jeg det var for meget. Tømmeren synes den var god, og bedre end en tradiotionel æggekage.

Jordbær trifli med kokoscreme og hyldeblomst makroner

Fra Kristinas køkken fandt jeg denne dejlige kokoscreme, hun havde brugt til blomme trifli. Jeg har så mange jordbær i fryseren igen, så det var oplagt at forsøge at bruge cremen til jordbær. Det passer fint sammen, rigtig fint. Makronerne skulle egentlig dryppes med portvin, men det er drengene ikke vild med, så det blev hyldeblomst saft istedet. Det fungerede også fint.

Kokoscreme efter min udgave:
1½ dl kokosmælk
2 spsk kokosmel
2 spsk sukker
3 spsk mælk
2 spsk maizena (strøgne)
2 æggeblommer
1 tsk revet citronskal
1 dl fløde
Kokosmel, kokosmælk og sukker koges op i en gryde.
Æggeblomme, mælk og maizena piskes sammen i en skål. Halvdelen af kokoscremen hældes over i æggeblandingen imens der piskes. Det hele røres sammen i gryden mens der piskes. Citronskal kommes i, og cremen koges lige igennem til den tykner. Sættes i køleskabet til den er helt kold.
Fløden piskes stiv og røres sammen med cremen lige inden trifllien samles i et glas.

Jordbærgrød til trifli: (laves lidt syrlig, da triflien ellers bliver for sød)
325 g jordbær
75 g sukker
1/4 dl vand
½ spsk maizena
Jordbær og sukker koges sammen i en gryde til ca halvdelen af jordbærene er kogt ud.
Maizena røres op med vand, og blandingen røres i jordbærene. Koges op et øjeblik. Sættes på køl.

100 g makroner smuldres i 5 dessertglas
10 tsk konc. hyldeblomst saft fordeles over makronerene (alternativ: portvin)

Jordbærgrøden fordeles over makronblandingen og kokoscremen fordeles over til sidst.
Sættes i køleskabet mindst 1 time inden servering.

Eftertanker: cremen var bare rigtig god, den vil jeg helt klart bruge i andre sammenhænge også. Sammensætningen var også fin, og man kunne svagt smage hyldeblomsten i makronerne. Der var begejstring ved bordet.

Amerikansk farsbrød

Denne opskrift er en gammel kending for mig, da den er fra en af Brugsens små kogebøger trykt i 1980. Jeg lærte nærmest at lave mad efter denne samling. Jeg har ændret lidt på opskriften i årenes løb. Det er et farsbrød der smager rigtig godt, og er nemt at lave. Også populært hos de unge mennesker her i huset, så opskriften må siges at være tidsløs.
Til 5-6  personer:
750 g hakket oksekød
1 peberfrugt
1-2 løg
4-5 spsk rasp
1½ dl boullion
2 æg
frisk persille og basilikum
1 dåse hakkede tomater, evt halvt chilisovs og ½ dåse hakkede tomater
salt pg friskkværnet peber
Løg og peberfrugt hakkes fint og røres i kødet. Raspen blødes op med boullion, og står et par min, inden det røres i. Det meste af væsken drænes fra de hakkede tomater, og de blandes i sammen med æg og krydderurter, salt og peber.
Fars blandingen hældes i en brødform og bages i ovnen i ca 45 min ved 200 gr.






onsdag den 25. juli 2012

Frugter på grillen med vanilie is

Dette er mit indlæg nr 100, og det fejres med en god dessert. Tømmerens fødselsdag blev fejret med en oksesteg og kylling på grillen, og til dessert fik vi så grillede frugter med is.
Grillede stenfrugter til 10-12 personer:
1 kg blommer
1 kg ferskner
1-2 spsk smør
1-2 spsk honning
Frugterne befries fra stenen og skæres i kvarte.
Blødt smør og honning røres sammen og blandes rundt i frugterne.
Det hele kommes på et fad eller foliebakke, der kan sættes på grillen. Sættes på kuglegrillen når man er færdig med at grille kødet. Skal have 15-30 min, alt efter hvor varm grillen er.
Stilles til side indtil desserten skal på bordet.
Kan anrettes med en god vanilie is eller græsk yoghurt.


Eftertanker: Det smagte godt, men sidste år lavede jeg på samme måde grillede frugter, men brugte da figner, bananer, ferskner/nektariner og pære. Det var endnu bedre synes jeg. Blomme skrælden var der flere der lod ligge, da den var lidt sej. Vores figen træ er desværre gået til i vinter, så det bliver ikke til egne figner på grillen i år.

lørdag den 21. juli 2012

Tomat quiche

Efter inspiration fra tysk madblad jeg købte på besøg i Tyskland lavede jeg denne quiche til aften. Det er dog slet ikke opskriften derfra, men en hjemme komponeret. Jeg vil helst undgå alt det fløde og smør, der tit er i de tyske opskrifter.
Bund:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
2 tsk bagepulver
100 g creme fraiche, A-38, yoghurt eller lign. Jeg brugte græsk yoghurt.
3-4 spsk mælk
½ tsk salt
Fyld:
3 æg
250 g creme fraiche eller lign.
3 store tomater
salt og peber
Mel og bagepulver blandes, og yoghurt og mælk æltes i sammen med salt. Udrulles på meldrysset bord. Lægges i smurt tærteform.
Æg og creme fraiche piskes til ensartet masse sammen med salt og peber. Hældes i bunden og sættes i
200 gr varm ovn i 10 min.
Tomaterne skæres i skiver og lægges ned i den forbagte æggemasse, og tærten bager videre i ca 30 min, tror jeg. Glemte at tage tid. Hvis man lægger tomaterne i fra starten, bliver de dækket af æggemassen under bagningen.

Eftertanker: Det ser rigtig fint ud at man kan se tomaterne, og den smagte også rigtig godt. Tømmeren var meget begejstret. Næste gang tror jeg dog, at jeg vil lægge løgringe i bunden under 1. bagning, for at give lidt mere smag endnu.

fredag den 20. juli 2012

3 slags kryddersmør

Vi griller rigtig meget, hele stege med salat med kartofler i og friskbagt flutes med hjemmerørt kryddersmør. I år har jeg eksperimenteret lidt med forskelligt kryddersmør.
1: Der er jo den traditionellemed med hvidløg og persille, som jo er rigtig god. Ca 2 fed hvidløg (gennem hvidløgsspresseren) til en 1/3 pakke smør + hakket persille så den er fint grøn plettet.
2:Min absolutte favorit i år, er med fint revet citronskal og bladene af citrontimian. Den smager helt fantastisk, jeg laver rigeligt, så jeg er sikker på der er noget til næste morgen. En god grovbolle med et fint lag med denne kryddersmør, så behøver man ikke andet på. Jeg har ikke noget mål på, hvormeget jeg rører i.
3: Mit sidste eksperiment som jeg lavede i går var med fintklippet frisk rosmarin. jeg var tilbageholdende og ville ikke putte for meget i, men jeg fik ikke nok i. Det smagte af for lidt. Det ses også på billedet, at der kun er spredte grønne pletter. Så resten bliver lige rørt med lidt mere idag.

Lavendel småkager med marcipan

Nu blomster lavendel buskene i haven, både en fryd for øjet og lugte sansen. Har taget stilke fra til tørring, men den friske blomst kan også bruges. Fra Amos bagebog "Året rundt 3" har jeg brugt opskriften på kattetunger, men udskiftet appelsin skal med lavendel.
115 g hvedemel
50 g rå marcipan
100 g smør eller margarine
45 g sukker
10 stilke lavendel blomst eller 3 spsk blomst
Marcipanen røres med halvdelen af smørret. Resten af smørret og sukker og hvedemel røres i. Lavendel blomsterne nulres af stilkene, og blomsterne røres i dejen.
Udrulles på meldrysset bord til godt ½ cm tykkelse, og udstikkes med form eller glas.
Bages ved 200 gr i 6-8 min, til de bliver svagt lysebrune.

Eftertanker: Har brugt dem til is anretning, det ser rigtig fint ud med hjerterne og de små blå prikker i. Når man bidder i den, får man både en svagt duft og smag af lavendel, lækkert. De passer rigtig fint sammen med is, men som småkage alene synes jeg de smager for meget af smør, hvilket jeg ikke er helt så vild med.

onsdag den 18. juli 2012

Marineret okselårtunge på grillen

Når man får ½ eller 1/4 kvie i fryseren er der jo som regel flere udskæringer man ikke så tit møder i køledisken. Her bl.a. okselårtunge, som man bruger til at lave saltkød af. Det har jeg også gjort flere gange, det er meget let, og smager godt synes jeg, men Tømmeren der spiser mest pålæg, synes ikke det er noget. En anden rigtig god mulighed er at stege lårtungen på grillen, det bliver rigtig godt. Lårtungen er et stykke magert regulært kød. Man kan marinere kødet med en købt grill marinade eller lave en selv. Det gjorde jeg lidt på slum af olie, soja, balsamico, salt og timian. Under min opskrift på marineret oksebov er opgivet et forslag til opskrift på dette. Det er godt hvis den kan ligge i marinaden fra morgen til aften, ellers bare nogle timer.
Lårtungen vejer godt 1 kg, måske op til 1200 g og skal have ca 5 kvarter på inddirekte varme på kugle grillen. Stege termometeret skal vise omkring 75 gr.
Billedet er taget af den kolde rest dagen efter. Man kan godt ane strukturen i kødet er ligesom saltkød. Den kolde rest kan evt. skæres op til pålæg, men er også perfekt til en kold kødsalat.

lørdag den 14. juli 2012

Lasagne med laks og spinat

Vi har så meget dejlig laks i fryseren, efter vi havde besøg af fiskemanden. Det giver anledning til at lave forskellige retter med laks, og ikke bare den marinerede udgave der steges på panden, som jeg ofte tyer til.
Lasagne til to:
6 lasagne plader
300 g spinat, optøet
250-300 g fersk laks
2 dl mælk
2 løg, mellemstørrelse
2 store tomater
1 spsk maizena
2 tsk salt
basilikum blade, evt tørret
lidt reven ost
olie
Lasagne pladerne forkoges hvis det ikke er forkogte der anvendes.
Spinaten koges sammen med 1½ dl mælk + salt. Den ½ dl mælk røres med maizena, og koges med så det jævner lidt. Det skal stadig være tyndt, da der skal være væde til at suge for pladerne.
Løgnene skæres i ringe eller hakkes, og de svitses i olie. De skal kun være blanke, ikke brune.
Tomaterne skæres i tynde skiver.
Laksen skæres i tern.
I et ildfast fad lægges nu et lag spinat, plader, tomat, baslikum, løg og laks, også forfra igen med alle lag. Der sluttes med spinat, og der drysses reven ost over tilsidst.
Sættes i ovnen ved 200 gr i ca ½ time.

Eftertanker: Spinat og laks sammen går man aldrig fejl af. Det smager rigtig godt. I retten er der også tilpas mange grønsager i så man ikke behøver salat eller andet tilbehør ved siden af. Bare flutes til.


fredag den 6. juli 2012

Pizza med kartoffel, chorizo og brie

Tømmeren havde købt en kæmpe brie, det er lige meget nok til bare at bruge på morgen bollerne. Derfor faldt valget på at lave en pizza med brie:
Dej:
25 g gær
3 dl lunken vand
500 g pizzamel, eller 250 g pizzamel og 250 g durummel
2 tsk salt
2 tsk olie
lidt olie
Fyld:
5-6 kartofler
1-2 løg efter størrelse
150 g shorizo pølse i skiver
ca 100 g brie, anden ost kan også bruges
frisk (eller tørret) oregano
lidt olie
Gæren udrøres i vandet, resten af  ingredienserne røres i. Æltes godt. Deles i 2 kugler, som smøres let med olie. Sættes til hævning 1 time i skål under viskestykke. Rulles ud i tynd lag til 2 pizzaer, og hæver igen ½ time på bagepapir og under fugtigt viskestykke.
Bundene smøres let med olie. Kartoflerne skæres papirtyndt på madolin jern eller lign. og lægges på bunden. Løget skæres i tynde skiver og lægges på. Pølsen fordeles over + brie i små tynde klatter. Drysses med oregano.
Den ene pizza skubbes over på den brandvarme bageplade og bages 10-15 min ved 230 gr. Den anden bages bagefter.

Eftertanker: Det er faktisk 1. gang jeg har lavet kartoffelpizza, men absolut ikke sidste. Den salte shorizo var rigtig god sammen med kartoffel. Den smagte bare rigtig godt, vi spiste så vi var ved at revne.

torsdag den 5. juli 2012

Hyldeblomstsnaps og -likør + vineddike

Hyldeblomstsaften er i hus, og der er så mange hyldeblomster i år at man har lyst til at eksperimentere med flere blomster. Jeg har forsøgt mig med snaps, og min søster fortalte at hun plejer at lave likør af affaldet fra saft produktionen. Vineddiken er lavet efter HanneK´s opskrift.

Hyldeblomstsnaps:
I en vodka flaske hvor der er taget af, fyldes der op med 7-8 klaser hyldeblomster. Lidt sukker hældes i, og nogle skiver citron også. Det står en uges tid. Smag dig lidt frem. Er den for skarp i smagen, så fyld mere sukker i, det lærte jeg engang af en snaps entusiast. Med en strikkepind eller lign. fiskes blomst og citron op.
Hyldeblomstlikør ala søs:
Efter min søster opskrift tog jeg blomster affald med citron fra saftproduktionen og puttede i et syltetøjglas. Der fyldes nu op med vodka, også skal det stå til jul, så skulle det være helt likør agtig, fordi sukkeret der hænger i blomsterne, så har trukket så længe. Der er både en almindelig gulfarvet og en rød, da jeg også har lavet saft af jordbær med hyldeblomst i år.

Hyldeblomstvineddike:
Opskriften er den gode opskrift fra HanneK.

Eftertanker: Tømerens 1. feriedag blev indledt med morgenmad på sydterrassen med udsigt til have og mark, og lige en lille smags prøve på hyldeblomstsnapsen. Ren nydelse. Så jeg fandt en vodka rest mere frem, der blev sat igang til endnu en hyldeblomstsnaps.

Hyldeblomst -æble marmelade

Man kan lige nå det endnu, der er stadig masser af hyldeblomster. Jeg har aldrig set så mange hyldeblomster som i år, så det inspirerer jo til at prøve med forskellige variationer. Til morgen fik vi min blomme-æble marmelade, også tænkte jeg at hyldeblomst sikkert også er godt med æbler. Det er det. Her er mit forsøg:
1 kg æbler, vægt med skræld og kernehus
5 dl hyldeblomst, befriet for stilke (lettest med en gaffel)
1 dl vand
1 citron, uden skræld
200 g sukker
1 tsk vanillie
1 tsk rød melatin
Æblerne skrældes, befries for kernehus og skæres i både. Lægges i en gryde med 1 dl vand. Skrælden og det hvide skæres af citronen, og de miderste hvide stængler skæres fra. Udover den syrlige smag, giver citronen en fin lys farve til æble marmelade. Kommes i gryden, og det hele koger 10-15 min til æblerne er halvt- næsten kogt ud. Kogetiden er lidt forskelligt, alt efter hvilke æbler det er. 1 spsk af sukkeret tages fra, resten blandes med vanillie, og kommes i gryden og koger med ca 5 min. Hyldeblomsterne og det sidste sukker blandet med melatin koges med 2 min.
Hældes på glas, som lukkes med det samme.

Eftertanker: Det smager fantastisk og dufter fantastisk. Jeg var spændt på om hyldeblomsterne havde en sjov konsisten at tygge i, når de ikke var kogt så meget. Man mærker ikke at man tygger i dem, og det ser fint ud med de små stjerner i marmeladen.

tirsdag den 3. juli 2012

Farsbrød med krydderurter og ost

Jeg er stor tilhænger af farsbrød, man kan variere det i det uendelige og bruge hvad man har, og det passer sig selv i ovnen, mens man kan lave alt muligt andet. Dagens udgave til 8 personer lyder sådan her:
750 g oksefars
500 g fars af kalv/flæsk, det kan også være rent oksefars
1 stort løg, hakket
3 æg
2 dl havregryn
3 dl af en dåse hakkede flående tomater
salt og friskkværnet peber
en stor håndfuld krydderurter, jeg brugte persille, basillikum og oregano, let hakket
200 g revet mozzarella ost
lidt rasp til at drysse over farsbrødet
De 2 slags fars blandes med løg, æg, havregryn, tomater med væde og salt og peber.
Farsen bredes ud på et stort stykke bagepapir i et rektangel på længde med det fad der skal bruges.
Krydderurter fordeles ud over, og derefter osten.



Nu rulles farsen som en roulade på den lange led.
Flyttes over på fadet med samlingen nedad.
Rasp drysses over.
Sættes i ovnen ved 200 gr i 1 time.


Eftertanker: Det smagte rigtig godt. Farsbrød kan være meget neutral i smagen, men ikke dette her, det smagte af noget. Vi fik fuldkornspasta med pesto + salat og flutes. Ovn kartofler ville også være godt.

Havremakroner med hyldeblomst

Har lavet flere forsøg med at bage med hyldeblomster, problemet har været at få det til at smage nok af hyldeblomst. dette bliver så mit bedste bud på havremakroner med hyldeblomst:
50 g blødt smør
4 skærme af hyldeblomster
75 g sukker
1 æg
100 g havregryn
25 g hvedemel
½ tsk bagepulver
reven skal af  ½ - 1 citron
Blomsterne rives af med en gaffel ned i det bløde smør som står og trækker et par timer.
Hyldesmørret røres med sukkeret. Æg røres i. De tørre ting blandes og røres i sammen med fintrevet citron skal.
Sættes på bageplade med the ske og bages ca 12 min ved 200 gr.

Eftertanker: De har en svag eftersmag af hyldeblomst, lidt for svag synes jeg stadigvæk, men kagerne smager alligevel rigtig godt.

mandag den 2. juli 2012

Banankage med chokolade

I sidste uge blev fodbold entusiasten færdig med handelsskolen, og studenten fik hatten på, så det blev til 2 gange lastbil med glade unge mennesker på besøg. De havde begge ønsket banankage, så det var jo nemt at bage den samme kage 2 dage i træk. Der blev jo ikke spist ret meget, så nu har vi banankage i fryseren til laaang tid. De fik en en hyldeblomstdrik til: 1 del konc. hyldeblomst, 2 dele danskvand, 1 del tonicvand + citronskiver og isterninger. 
Til en lille bradepande ca 35 x 25 cm:
2 æg
4 modne bananer
240 g sukker
300 g hvedemel
4 tsk bagepulver
2 tsk vanilliesukker
2,5 dl kærnemælk
100 g  mørk chokolade med højt cacaoindhold
Æggene piskes luftige, tilsæt sukker og pisk igen. Bananerne moses eller blendes og blandes i sammen med kærnemælken. De tørre ingredienser blandes og vendes i sammen med hakket chokolade. Bradepanden fores med bagepapir. Bages ca 30 min ved 175 gr.

Eftertanker: Kagen blev rost begge dage, men den er også god og svampet, også gør det jo heller ikke noget, at den er let at lave.