tirsdag den 18. december 2012

Makrel mousse ala Inge

Inge bruger forhåndenværende ingredienser når hun laver forskellige fiske mousse. Jeg har prøvet at efterligne en makrel mousse som hun serverede for os for et par år siden.

100 g røget makrel kød uden ben og skind
½ bæger phliladephia ost
2 spsk creme fraiche
1 spsk citron saft
½ potte frisk dild, eller tørret
salt og frisk kværnet peber
Makrel kødet røres sammen med øvrige ingredienser. God ide at stille lidt på køl inden servering, så det bliver godt kold, og kan trække smag.


Eftertanker: Det er en nem lille alternativ ting at lave til forret eller frokost bordet. Det smagte også rigtig godt. Hvis jeg spiser ren røget makrel på brød, som jeg rigtig godt kan lide, kan jeg desværre blive ved med at have eftersmagen i flere timer. Det havde jeg ikke med moussen. Så det er helt klart fremtidens røget makrel for mig.
Inge fortæller også, at hvis hun kun har creme fraiche så er dressingen jo mere tynd, så kommer hun kogte æg i. Det har jeg endnu ikke selv prøvet.

mandag den 17. december 2012

Bagte julefigurer og årets julebagning

Lidt sent blev det i år, årets julebagning, men det lykkedes til sidst at samle alle 5 børn og 2 svigerbørn. "Børnene" er mellem 20 og 25 år, og det er ren hygge og vi bager, spise og spiller pakkeleg. For mig er det lige så vigtig en dag som selve juleaften.



Vi bagte "julefigurer" og pebernødder og vanilie kranse. Julefigurerne har jeg bagt siden jeg var barn, og er fra "Børnenes koge- og bagebog" fra Politikkens forlag trykt i 1970. Dejen bliver rullet ud og trykkes ud med forme bl.a. Fantasien fik frit spil, ja der gik lidt kage i det, og der blev lavet både en forlæns og baglæns kanin, en regnorm, en hunde lo.., en snøvs, en sur nisse pige m.m.



Julefigurer, ca 3 plader:
150 g farin
250 g sirup
150 g smør
1 tsk ingefær
3 tsk kanel
½ tsk nelliker
2 tsk natron
1 æg
ca 550 g hvedemel
Smelt farin, sirup og smør i en gryde ved svag varme. Tag gryden af varmen og rør krydderier og natron i.
Lad massen stå til den er lunken. Rør æg og mel i, dejen må ikke blive for stiv. Ælt dejen godt igennem. Lad den hvile mindst 1 time. Jeg plejer at lave den dagen før.
Rul dejen ud til ½ cm tykkelse, og stik ud med forme. Bages ca 8 min ved 200 gr. midt i ovnen. De afkølede figurer kan evt pyntes med glasur. Det gør vi nu ikke mere.

lørdag den 15. december 2012

Små foccacia med bacon

Fra Politikkens bog om Supper af Anne Majgaard har jeg prøvet denne gode opskrift:
16 stk:
12½ g gær (1/4 pakke)
3 dl vand
1½ tsk fint salt
2 spsk olie
500 g pizzamel
1 spsk olie til skålen
1-2 spsk tørret rosmarin, eller friske kviste
en pakke sliced bacon
2 spsk olie til at dryppe med
1 tsk finger salt eller kokkesalt til at drysse med
1 dl isvand til ovnen
Gæren opløses i lunkent vand, salt og olie tilsættes. Kog lidt af melet i ad gangen. Ælt dejen på meldrysset bord i 10 min, eller lidt mindre i røremaskine. Form dejen til en kugle, læg den i en skål, og hæl 1 spsk olie over, og vend den rundt. Dæk skålen til og lad dejen hæve til dobbelt størrelse i ca. 2 timer. Dejen trykkes blidt, og deles i 16 stykker, som formes til kugler. Læg dem på en plade og tryk dem flade. Hæver igen ca ½ time. Drys rosmarin eller læg en lille kvist på bollen sammen med et lille stykke bacon. Pres det ned med fingeren, eller brug en knyttet med hånd så knoerne vugges frem og tilbage ned i bollen. Stænk med olie og drys med lidt salt.
Sættes ind i en 240 gr varm ovn og isvandet hældes ind i bunden af ovnen. Bag brødene i 10 min og sænk temperaturen til 220 gr og bag ca. 10 min mere. De skal være gyldne i bunden.
Eftertanker: De smagte bare rigtig godt til dagens suppe, som var løg suppe. Den salte smag af bacon var godt sammen med den sprøde bolle. Desværre poppede bacon stykket op på de fleste. Det skrumpede også lidt i længden. Så bacon stykket skal være lidt længere end bollen. Måske skal man klemme dejen lidt om det i enderne. Nå men smagen var i alt fald skøn.

tirsdag den 11. december 2012

Nemt kyllingefad med porrer og tomat

Her er en ret der tager meget lidt arbejdstid, snitte, snitte og koge og vupti ind i ovnen 1 time og færdig. Det er lige mig.
Kyllinge stykker i portionsstykker, 5-8 stk
2 porrer
2 fed hvidløg
1 dåse flåede tomater
1 dl fløde, jeg brugte madlavningsfløde
1 dl vand
1 kyllingeboullion terning
1 spsk tørret estragon
salt og frisk kværnet peber
Porrerne snittes i ringe. Hvidløgene hakkes, og begge dele kommes i en gryde sammen med tomater, fløde, vand og terning. Koges sammen i ca 5 min. Smages til med krydderier.
Kyllinge stykkerne lægges i bunden af et ildfast fad, sovsen hældes over, og sættes i ovnen i ca 1 time.

Eftertanker: Har haft nogle år hvor jeg var kørt træt i flåede tomater, men sammen med fløde giver det en mildere smag, og det var rigtig godt sammen med porre. Kyllingen var meget mør, lækkert. Vi fik ris og råkost til.

mandag den 10. december 2012

Æble the

Smagte forleden dag en anderledes, men dejlig the Anne Mette havde lavet. Hun havde lavet æblesaft på saft koger. Den koncentrerede saft havde hun så bare overhældt med kogende vand. Skønt smagte det. Jeg har ikke kogt saft, men istedet laver jeg en koncenreret juice på min juicepresser.
Mit forsøg til  ca 3/4 Liter the:
6 mindre Belde Boskob madæbler
1 spsk sukker
kogende vand
Æblerne rengøres, skræld kun det der er nødvendigt. Man behøver ikke tage kernehus ud inden det kommer i juicepresseren, men det giver mindre affald at gøre det. Juicen kom jeg lige i en gryde med ca 1 spsk sukker, og gav det et opkog. Hældes på the termokanden/ thekanden. Affaldet fra juicepressen puttede jeg i en lille si, satte den over kanden og hældte kogende vand igennem, så affaldet også var med til at give smag.

Eftertanker: Min udgave smagte også fint, dog kan bælde boskop godt give lidt bitterhed med den lidt stærke skræld. Man kan jo skrælde æblet, men det er jo i skralden de fleste vitaminer sidder. Skraldens smag af forskellige æbler er også meget forskellig synes jeg. Jeg havde overvejet, om jeg skulle komme citron i, også for at theen ikke skulle blive brun. Det blev den ikke, det korte opkog var åbenbart nok til at undgå dette.
Man kan sikkert også bruge en koncenteret færdigkøbt juice.

fredag den 7. december 2012

Adventskrans af trollegrene

Sådan kom min adventskrans til at se ud i år. Pga kamera-computer problemer kom indslaget lidt sent. Der hvor jeg køber foder til hestene, så jeg en krans lavet af trollegrene. Jeg synes den var fin pga den lethed grenene giver, når de ikke er flettet for tæt og stramt. Vi har 2 store trollebuske i haven, så har forsøgt med sådan en krans i år.
Jeg brugte:
trolle grene
forskellige kogler
stjerne anis
husløg
4 lysmanchetter med clips
4  mintgrønne lys
lim
lidt mørk metal binde tråd
På denne årstid er grene lidt stive, så derfor lagde jeg grenene i vand et døgns tid. Det virkede godt, for de var rimelig lette at dreje rundt og flette. Efter fletning med god fordeling af de tykkeste grene, fixerede jeg kransen lidt med bindetråd. Pynten blev fordelt rundt på kransen. De største kogler blev fixeret med bindetråd, de mindre ting med lim.
 

onsdag den 5. december 2012

Kryddersild med æble-peberrodssalat

Vi har i forrige weekend til julefrokost-weekendophold på Schur Konferencecenter og fik rigtig dejlig mad. Det var julefrokostretterne med moderne islæt. Bl.a var der kryddersild med æble-peberrodssalat, som smagte skønt. Jeg er ikke så vild med en skarp smag af peberrod, men det smagte kun svagt at peberrod, derfor var den god, og rigtig god samman med æblesmagen. Har derfor forsøgt at efterligne opskriften.
Æble-peberrodssalat:
150 g creme fraiche, jeg brugte 9 %
ca 125 g syrligt æble i tern, skaldet vægt
1 spsk citron saft
10 g revet peberrod, for fremtiden kun 5 g
salt og frisk kværnet peber
Alle ingrediencerne blandes, stilles lidt på køl for at trække smag.
Serveres på en god kryddersild.

 

Eftertanker: Min blanding var der for meget peberrod i efter både min og Tømmerens smag, ellers havde jeg ramt blandingen godt. Jeg vil kun komme halvdelen i for fremtiden. Det er smag og behag, hvor meget det skal smage af peberrod. Men æble og peberrod er rigtige gode sammen.
 
 
 
 

tirsdag den 4. december 2012

Oksetværreb med æble-løgsovs


Oksetværreb er bedst som simremad, da det skal koge længe for at blive mørt, men tilgengæld er så også rigtig godt, og den reelle arbejdstid er kort. Forleden prøvede jeg en ny version med æble-løgsovs.
Kød til 5-7 personer:
2,2 kg oksetværreb
2 store løg
2 hvidløg
2-2½ L boullion
salt og frisk kværnet peber
smør
Kødet brunes i smør på alle sider. Løg skæres i både og hvidløg hakkes let og kommes ned i gryden og svitses med et øjeblik. Kødet dækkes af vand +boullion terninger. Salt og peber ved. Små simrer ca 2½ time eller til benene let slipper kødet.


Æble-løgsovs til 4 personer:
2 syrlige æbler
1 dl fond fra ovenstående gryde
løgene fra ovenstående gryde
ca 1½ dl vand
salt og frisk kværnet peber
Æblerne skrældes og skæres i både og koges møre med fond fra gryden. Løgstykkerne fiskes op fra kødgryden, og der suppleres med først 1 dl vand. Blendes og gives et opkog. Smag til med salt og peber og evt mere vand, smag til hvor stærk du vil have sovsen.

I bedste stop madspild stil gemmes resten af den gode fond til suppe eller fond til sovs. Frys evt i afmålte portioner alt efter, hvad det skal bruges til. Jeg har selv planlagt en løgsuppe en af de nærmeste dage.

Eftertanker: Dejligt mørt som simremad skal være,og skøn sovs. Jeg er normalt ikke den store sovse spiser, men sådan en sovs gør kogte kartofler til noget særligt.

mandag den 3. december 2012

Scones efter Paul Hollywood opskrift

Paul Hollywood, dommer i den Engelske Bagedyst er ophavsmand for for denne opskrift på Scones. Det er først fornylig jeg har lært at bage scones, rækkefølgen skal nemlig være ret præcis, og dejen må ikke æltes for meget. Du kan se Paul Hollywood himself demonstrere det her:  http://www.youtube.com/watch?v=BCt-szFlaLE   Det er nemt, bare man ved hvordan.
Ca 12 store scones:
500 g god hvedemel
80 g smør
80 g sukker
2 æg
5 spsk bagepulver
250 g mælk
Melet kommes i en skål, men 40-50 g tages fra til udrulning. Smøret skæres i små klatter, og kommes i melet og gnides ud i melet, så det ligner rasp. Sukker og æg og bagepulver røres i med en ske. Mælken røres i af 2 gange. Dejklumpen vendes ud på bordet på det resterende mel, hvor det æltes forsigtigt. Rules ud 2-3 cm tykt og stikkes ud med ca 8 cm i diameter. Pensles kun på toppen med sammenpisket æg med en knivspids salt i. Bages ved 220 gr i ca 15 min.


Eftertanker: De smager skønt, kan godt blive afhængig af denne opskrift, selvom det kun er hvedemel de er bagt af.  Resten af det sammenpiskede æg kan lige røres op med en anelse mælk og kartoffelmel, og sættes ind i ovnen i bunden mens du bager scones, så har du en lille mini omelet.


mandag den 19. november 2012

Ovnbagt laks med fennikel og granatæble og kanelris

Fra det sidste nummer af "Mad" Nov-Dec. 2012 fristede en laksret så meget, at jeg var nødt til at prøve den. Jeg har skrevet den som jeg lavede den til 2 pers:
Ovnbagt laks:
1 fennikel knold
1 fed hvidløg
saft af 1 citron
1 spsk olie
3 tsk tørret timian
300 g fersk laks
salt og frisk kværnet peber
½ granat æble
Rens fennikel og snit i små stykker, og hak hvidløget fint. Bland begge dele med olie, citronsaft, timian, salt og peber. Læg det i bunden af 1 ildfast fad. Lakse stykker lægges ovenpå med skindsiden nedad. Sættes i ovnen ved 200 gr i 10-15 min. Ved servering frigøres kernerne fra granatæblet og fordeles ovenpå.



Kanelris:
1 løg
1 fed hvidløg
olie
2 små stænger kanel
3 dl ris
6 dl vand
Hak løg og hvidløg fint og svits begge dele i olien sammen med kanel stængerne et par min. Løgene skal være klare, ikke brune. Tilsæt ris og lad den svitse med et øjeblik. Tilsæt vand og lad det koge ca 10 min, og stå og trække under låg i 10 min.
Eftertanker: Som mange retter med laks i ovnen, var retten meget nem at lave. Kombinationen med fennikel og granatæble sammen med laksen, det var bare helt fantastisk. Det vil absolut blive en genganger her i huset. Derimod var kanelrisen ikke noget særligt.

torsdag den 15. november 2012

Nem fiskesuppe med mørksej og fennikel

Til 2 pers.
2-3 løg, ca 250 g
1 kartoffel, ca 100 g
1 stor fennikelknold, ca 250 g
250 g mørksej eller lign. fisk, f.eks lyssej eller torsk
150 g champingnon
6 dl vand
2 fiskeboullion terninger
1 dl fløde
olie
salt og frisk kværnet peber
evt persille til at drysse over
Løg, kartoffel og fennikel hakkes groft og svitses i olie til løgene er blanke. Vand og boullion tern kommes ved sammen med salt og peber. Koger ca. 20 min og blendes. Champignon skæres i tynde skiver og fisken i tern, begge dele kommes i gryden til den blendede suppe og koger 5 min. Fløden kommes ved og suppen koges lige op. Smages til med salt og peber, og serveres med flutes eller godt madbrød.

Eftertanker: Det smagte bare rigtig godt, og var nemt at lave. Fiske suppe er ellers tit kompliceret at lave synes jeg. Hvis man gerne vil have lidt mere fyld, kan man evt. koge lidt suppe horn med, men den er nu fyldig i sig selv synes jeg.

Bøf stroganoff

Jeg elsker simreretter langt mere end en bøf. Vi skal have spist det sidste oksekød inden vi får en 1/4 kvie i fryseren midt i December. Havde en pose okse tern af yderlår, dejligt til Bøf stroganoff. Inderlår er endnu bedre, det er mere mørt, men yderlåret skal bare have lidt længere tid.
Til 4 pers.:
600 g oksetern eller strimler
2 store løg
250 g champignon
1 spsk mel
3 dl vand
1 boullion terning
2 spsk koncentereret tomatpure´
1 strøgen spsk paprika
ca 2 spsk cremefraiche eller græsk yoghurt
salt og frisk kværnet peber
smør til bruning
Brun kødet i smør til det er brunet på alle sider, og kom lidt salt og peber ved. Taget kødet op, og brun nu løggene i lidt mere smør til de er klare. Kom kødet tilbage i gryden og drys med melet mens du rører godt om imens. Kom vand, boullion terning, tomat pure´ og paprika ved. Lad det småsimre 30-60 min alt efter hvor kødet er fra på koen. Skær champignon i skiver og kom den ved sammen med creme fraiche og lad det koge ca. 5 min. mere. Smag til med salt og peber.
Vi fik kartoffel mos med blomkål i og ovnbagt græskar. Et drys af persille er altid godt.


Eftertanker: Som sagt er simre mad lige mig. Det er den bedste måde jeg kan spise kød på. Retten fik også ros af dagens smagepanel, uopfordret, se det er jo noget der siger noget. Det er jo trods alt Jylland vi er fra.

mandag den 12. november 2012

Majs gratin

Jeg elsker gratin, og har længe villet prøve denne udgave til 4 personer som tilbehør. Kan evt laves til 2 pers.som hovedret med skinke stykker i. Opskriften er fra "Let og lækkert, Hurtigt hverdagsmad" fra Gyldendal.
400 g majskerner (jeg brugte frosne)
25 g smør
1 hakket hvidløg
3 spsk mel
3 dl mælk
salt og frisk kværnet peber
3 æg
100 g majskerner
De 300 g majskerner og hvidløget svitses i smørret. Rør mel i og spæd med mælk, smag til med salt og peber. Blandingen blendes og afkøles lidt.
Rør æggeblomme og de 100 g hele majskerner i den blendede blanding.
Pisk æggehviderne stive og vend dem i.
Et fad smørres med olie som overdrysses med rasp. Kom blandingen i fadet og bag ved 175 g i 30-40 min.


Eftertanker: Jeg er vild med den koncenterede smag af majs, som man får ved hele majskolber. Gratingen var næsten ligeså koncenteret i smagen, og det smagte vildt godt. Den havde også en fantastisk fin gul farve. Tømmeren syntes, at det var fint nok, men ville gerne have skinken i. Han vil helst have grating med flere forskellige ting i. Måske ville det være en idé at komme blomkål i majsgratingen.  Studenten og Fodboldentusiasten synes ikke det var noget, men de er ikke til grating i det hele taget.

lørdag den 10. november 2012

Blender kage, bananudgave, eller blender bananmuffins, fedtfattig



Med udgangspunkt i den gamle opskrift Brun Blenderkage, har jeg udviklet denne nemme og lækre og fedtfattige opskrift, ved bl.a at erstatte smørret med blendet banan.
Til ca 16 muffins eller en kage i springform.
175 g banan uden skrald
2 æg
1½ dl mælk
100 g sukker
50 g hasselnød
2 tsk vaniliesukker
3 tsk bagepulver
175 g hvedemel
Banan blendes. Æg og sukker og mælk kommes i blenderen og blendes med. Nødderne kommes i og blendes. Overvej hvor findelt de skal være, hvis der stadig skal være nøddestykker, skal de ikke blendes ret længe. Melet og bagepulver og vaniliesukker kommes i og blendes med et øjeblik. Har du en mindre blender, kan den sidste proces foregå i en skål, hvor melet vendes rundt med blender massen.
Hvis du laver muffins, kan du bruge kugleis skeen, den passer lige i størrelse til en muffin.
Muffins bages ved 200 gr ca. 20 min, de skal være let gyldne. Kommer du dejen i en springform, skal den have 35-40 min.

søndag den 4. november 2012

Cup Cakes kursus


Har i weekenden været på weekend ophold sammen med Hestepigen og Bypigen på Sdr. Omme Kro med kursus i dekoration af Cup Cakes. Underviser var konditor Line Dam, som er udlært i San Diego, USA. Det er ikke noget jeg før har dyrket, og det var sjovt at prøve. Så her vores produkter:

Bypigen dyrkede højde bygning af en stor og en lille Cup Cakes.


Hestepigen dyrkede farver med forskellige dekorationer.


Jeg gjorde mest i de lette dekorationer der ikke krævede så meget tid.

Sjovt var det, har lyst at prøve mere,

torsdag den 1. november 2012

Hvad kan man bruge alle de æbler til?

Jeg er rigtig glad for æbler i madlavningen og til bagning, og lige nu er det høj sæson for denne dejlige frugt. Jeg har lavet en ny etikette, så er det bare at gå ind på "æbler", så vil du få en række forslag.
GO` Æble appetit

tirsdag den 30. oktober 2012

Æblemarmelade med citron og vanilie

Gode venner er kommet med posevis af nedfalds æbler til hestene, men når de skrældes, er de fine nok til menneske mad også. Så derfor er produktionen af bl.a. æblemarmelade sat igang. Her har jeg puttet citron i, det giver en fin farve istedet for den kedelige brune, som det ellers bliver. Citronen giver også en syrlig friskhed.
3 mindre glas:
500 g skrællede æbler i både
1 citron
½ dl vand
200 g sukker
2 tsk vanilie
2 tsk rød melatin
Skralden af citronen skæres fra, det hvide skal helt væk, og den hvide strævel i midten fjernes også. Kommes i en gryde sammen med æblebåde, vand og det meste af sukkeret der er blandet op med vanilien. Koges til æblerne er møre. Det er lidt forskelligt hvor lang tid det tager, alt efter hvilken æble sort det er.
Det sidste af sukkeret blandes med melatin og gives et opkog. Hældes på glas.


Eftertanker: Det smager bare rigtig godt, frisk syrligt med sødme. Man kan sagtens komme lidt mere sukker i, hvis man vil have det mere sødt. Det kan også variere alt efter hvilke æbler man bruger. Her har jeg brugt et syrligt spise æble. Prøv lige at komme em skefuld af marmeladen i Tykmælken, det smager himmelsk.

mandag den 29. oktober 2012

Farsfad med løg og æble

Jeg er mere til farsbrød end frikadeller. Det der med at stå og stege frikadeller som skal passes, nej så hellere ind i ovnen, så kan det passe sig selv. Lige nu har vi æblesæson, så kommer en gammel kending på bordet:
Til 4 personer
500 g flæskefars
1 æg
2 dl vand
1 dl mel
salt og frisk kværnet peber
2 løg
2 æbler
bacon
Farsen røres til en lind fars med æg, vand og mel. salt og peber i. Løg og æble hakkes. 1/3 af farsen fordeles i skål eller lille brødform. ½ af løg og æble henover. Igen et lag fars og løg og æble. Der sluttes med et lag fars og bacon fordeles over. Sættes i ovnen i 200 gr i 45-50 min.



Eftertanker: Det smager af nostalgi og barndom, for det var en ret min Mor lavede. Dengang kunne jeg også rigtig godt lide det, og de 2 unge mennesker ved bordet idag synes også godt om det, så retten er tidløs.

Blender muffins med æbler, fedtfattige

Brun blenderkage har været udgangspunkt for denne opskrift. Blenderkagen har jeg været glad for pga det er nemt og hurtigt at lave en kage, hvor hele for processen foregår i blenderen eller foodprocessoren. Brun blenderkage er bare for fed for mig, så derfor har jeg lavet en del eksperimenter for at gøre den mere fedt fattig. Lige nu har vi æble sæson, så derfor oplagt at bruge æbler. Smøret har jeg simpelthen udskiftet med rå æble som jeg blender. Sukker mængden er reduceret, da æble har lidt sødme. I denne udgave har jeg lavet muffins, men den kan også bages hel i en springform.
Ca 14 muffins:
150 g skrældet æble uden kernehus
1,5 dl mælk
2 æg
100 g sukker
50 g mandler
2 tsk vanilie
2 tsk bagepulver
175 g mel
Æble kommes i blenderen og findeles sammen med mælken. Æg og sukker kommes i og blendes med. De hele u smuttede mandler kommes i. Overvej nu hvor findelt de skal være, hvis der stadig skal være lidt mandelstykker, skal der ikke blendes ret længe. Melet hældes ned oveni sammen med bagepulver og vanilie. Hastigheden sættes ned, og der køres lidt for fordeling. Har du kun en lille blender, kan melet lige røres med blenderblandingen i en skål. Fordeles i muffins forme og bages i ovnen i 18-20 min. Brug strikkepinde testen.


Eftertanker: Det er lige en kage for mig. Ikke tung og ikke for sød, også er det bare så nemt og hurtigt. Man kan jo også bruge et runket æble der trænger til at blive spist. Hvis man bager den i en stor springform istedet for som muffins, skal den have ca 35 min.

Brun blenderkage

Dette er en grund opskrift jeg på det sidste har eksprimenteret en del med. Opskriften stammer fra et gammelt opskrifthæfte fra Nesa elforsyning. Det er super nemt, for det hele foregår i blenderen, eller d.v.s. jeg bruger en foodprocessor. Kagen er dog en kalorie bombe, og da mit fysiske aktivitet niveau ikke er hvad det har været, er det jo ikke lige sagen. Derfor har jeg eksperimenteret med at gøre den fedt fattig.
Her er først grund opskriften som er dejlig svampet:
150 g smør/margarine
2 æg
175 g sukker
1½ dl mælk
175 gr mel
2 tsk vanilliesukker
2 tsk bagepulver
1 spsk kakao
1 spsk kaffepulver
Smør, æg sukker og mælk blendes til en ensartet masse. Melet drysses ned oveni og de øvrige tørre ting blandes lidt rundt i melet, inden foodprocessoren startes igen på nedsat hastighed. Har du en mindre blender, kan blender massen vendes med melet i en skål.
Sættes ind i kold ovn som tændes på 180 gr. Bages ca 40 min.
Glasur:
½ dl vand
50 g smør/margarine
4 spsk sukker
3 spsk kakao
---------
hakkede nødder
Alle ingredienserne til glasuren koges sammen i en gryde, hældes/smøres ud over den bagte kage. Nødderne drysses over.


onsdag den 24. oktober 2012

Fuldkornsmuffins med bær

I anledning af den nationale fuldkornsdag i dag, har jeg bagt disse skønne fuldkornsmuffins. De er idelle som mellemmåltid. Blåbærene kan erstates af et æble i tern.
Til 9 fuldkornsmuffins skal man bruge:
50 g sukker
50 g smør
2 æg
1 dl mælk
1 banan, moses
3 dl havregryn
2 tsk kanel
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
½ dl rugmel
1 dl hvedemel
blåbær
Sukker og smør røres blødt. Æggene og mælken piskes i sammen med den mosede banan. De tørre ting røres i. Halvdelen af dejen fyldes i muffinsformene, og der fordeles 4-5 blåbær rundt i hver. Resten af dejen fyldes over. Bages ved 200 gr i ca 18 min.


Eftertanker: De smager rigtig godt, og er dejlig svampede. De ligger nu i fryseren, og er gode at have med i madpakken til et mellem måltid.

søndag den 30. september 2012

Oksetværreb suppe med grønsager

Sådan et stykke oksetværreb ser ikke særlig spændende ud. Da vi begyndte at få ½ kvie i fryseren vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle bruge det til. Nu er det altså sådan at jeg ikke smider mad ud, så derfor måtte jeg finde ud hvad jeg kunne lave. Det er så blevet til denne meget enkle ret, der kvæver minimalt arbejde, men skal startes i god tid.
ca 5 personer:
2 kg oksetværreb
1½ L okseboullion
evt lauerberblad
Kødet med salt og peber koges i boullion i 2 timer.
1/4 hvidkål
4 gulerødder
½ kg kartofler
2 store porrer
2 store løg
evt selleri
salt og friskkværnet peber
Hvidkålen skæres i strimler, gulerødder i ringe, kartofler i mundrette stykker, løg i både. Grønsagerne kommes ned ved kødet og koger med til kartofler og gulerødder er møre. Porrerne deles i 3-4 stykker og kommes ved de sidste 10 min. Der skal evt lidt mere vand i gryden.
Kødet tages op, benet og evt fedtet skæres fra, og kødet skæres i skiver. Selvom man starter med et stykke tvivlsomt stykke kød at se på, så ender det med et pænt reelt stykke kød.
Suppen serveres i dybe tallerkner og kødet ved siden af med sennerp til.

Eftertanker: Det kan da godt være at retten er lidt gammeldags, men det smager altså rigtig godt. Det er ikke bare et stykke kød, der skal bruges, men den er blevet en favorit opskrift, sammen med alle de andre selvfølgelig. Er man flere personer end 5, kan man bare putte lidt flere grønsager i. Vi havde kød i overskud. Det blev en anden dag skåret i tern, og varmet med sammen med råstegte grønsager og krydderier.

lørdag den 29. september 2012

Græskar suppe med bacon-gulerods topping

Nu er det tid til græskar suppe, plejer at lave af de forskellige gule græskar, men havde et lille grønt græskar på 1,2 kg. Deraf blev der 775 g græskar kød til suppe:
775 g græskarkød i tern
200 g løg i både
2 fed hvidløg
175 g kartoffel i tern
1 stort syrligt æble, skrællet og i både
7,5 dl vand, mængden kan variere alt efter hvor meget vand der er i græskaret
2 grønsagsboullion terninger
salt og frisk kværnet peber.
Alle grønsagerne kommes i en gryde med vand og boullion terninger. Hvidløgene mases med en bred kniv og kommes i. Det hele koger 20-30 min til kartofffel terningerne er helt møre. Blendes, og kommes tilbage i gryden, og varmes op, smages til med salt og peber.
Topping:
200 g bacon i tern
3 gulerødder
Gulerødderne skrældes og rives groft.
Baconen steges på en pande, fedtet hældes fra og gulerødderne steges med. De skal stadig være sprøde, og ikke bløde.

Suppen serves med topping i skål ved siden, så man selv kan putte på.

Eftertanker: Laver græskar suppe hvert år, men det er 1.gang jeg har lavet denne topping. Det var et hit, selv de kødelskende mænd til bords var meget tilfredse med retten. Har senere lavet efter samme opskrift på et Halloween græskar. Det smager ikke af så meget, og der skal flere smagsstoffer til. F.eks lidt tørret chilie.

mandag den 17. september 2012

Karry pande

Her er en nem ret der har fulgt mig i mange år:
½ kg flæskefars
2-3 porrer
2 store syrlige æbler
2-3 tsk karry
3/4 dl vand, evt lidt mere
1 tsk salt
olie
Farsen svitses i olien. Porrerne skæres i skiver og kommes ved sammen med karry, og svitses med i ca.5 min. Vand, revne æbler og salt kommes ved og det småsimrer i ca 5 min, til porrerne er så møre som du vil have dem. Æblerne jævner, så det er lidt forskelligt hvor meget vand du skal have i, alt efter hvormeget porrer og æble der er i.

Eftertanker: Vi fik ris og gulerodssalat til. Lynhurtig at lave, og så smager det godt også. Man kan også komme reven squash i, hvis man vil have endnu mere grønt.

lørdag den 15. september 2012

Gullashsuppe

Jeg er ikke den helt store kødspiser, vil egentlig helst have grøntsager, men her er en ret hvor jeg virkelig nyder kødet:
3-4 personer:
500 g oksetern af god kvalitet
300 g løg
2 fed hvidløg
200 g gulerod
1 dåse hakkede tomater
1 rød peber
500 g kartoffel
smør/margarine
1-2 okseboullion tern
1 spsk paprika
6 dl vand = 2 x opfyld i den tomme dåse
evt 2 lauerberblade
salt og peber
Kødet brunes i smørret, og tages op af gryden igen. Hakkede løg og hvidløg svitses i fedtstoffet fra kødet. Kødet kommes tilbage i gryden sammen med løg, tomater, gulerødder i skiver, vand, boullion tern og paprika og lauerberblade. Koger 1 time eller mere. Kartofler og rød peber i tern kommes i gryden, og det hele koger videre til kartoflerne er møre. Suppler evt med lidt mere vand, hvis du synes. Smages til med salt og peber.
                                                                            
Eftertanker: Det er let at lave, kræver bare at man begynder i lidt god tid, og så smager det bare så godt.

søndag den 9. september 2012

Kartoffelfrikadeller med skinke

Et let måltid til 2-3 personer:
350 g kartoffel
100 g løg
150 g skinkestrimler
2 æg
krydderurter efter smag, jeg brugte persille, oregano og basilikum
salt og peber
olie
Kartoflerne rives og drænes for væske. Løget rives og begge dele blandes med skinkestrimler, æg og hakkede krydderurter, salt og peber. Formes til flade frikadeller og steges i olie på en pande ved svag varme, for at de når at blive gennemstegte.
Vi fik en let salat til, blot med salat og pære overdryppet med citron.


Eftertanker: Som sagt et let måltid, som alligevel mættede godt, og smagte rigtig godt.

mandag den 3. september 2012

Speltboller med mysli

Med udgangspunkt i Multibrød fra bloggen" Hver dags vegetarmad grønsagsmad brød og kager"   har jeg lavet denne meget smagsfulde variation af en god grovbolle:
50 g gær
1 L vand
1 tsk (med top) honning
1 dl solsikkefrø
250 g god mysli, jeg bruger Luxus mysli fra Lidl med mange nødder og frugtstykker i
1 dl rosiner
1 dl kokosmel
½ dl sesamfrø
2 tsk kanel
260 g + 425 g speltmel
500 g rugmel
6 spsk olie
Gæren udrøres med lunken vand og honning. Nødder og store frygtstykker fra myslien hakkes let, og myslien kommes i sammen med rosiner, kokosmel og kerner, rugmel og de 260 g speltmel. Æltes nogle minutter og stilles til hævning 1 time eller mere. 425 g speltmel og olien kommes og i og æltes godt. Formes til boller, jeg fik 30 store boller. Hæver 1 time mere. Bages ved 180 g varmluft i 18-22 min.


Eftertanker: De smager bare rigtig godt, har fylde og mæthed, men samtidig også lidt luftige. Sammen med mine "langtidshævede havreboller med speltmel" udgør de favorit bollerne her i huset for tiden.

fredag den 31. august 2012

Koteletter i fad med løg og æbler

Så en opskrift forleden dag med kotteletter med løg og æbler på panden, og kom i tanke om en opskrift, som jeg brugte meget for mange år siden. Den er fra en "Nesa" opskrift bog. Det er fra en tid hvor el-selskaberne lavede undervisning i at spare på strømmen. Fadet skal nemlig ind i en kold ovn. Har man tiden, kan det også være en fordel. Jeg gik i haven og slog græs imens fadet stod og hyggede sig.
3-4 koteletter
2-3 tsk karry
2 store løg
2 æbler, gerne madæbler
2½ dl madlavningsfløde, eller mælk der jævnes en smule med maizena
salt og peber
olie
Koteletterne brunes på panden  med 2 tsk karry. Lægges over i et fad der lige passer i størrelsen til at de kan ligge ved siden af hinanden.
Løgene hakkes og steges lidt på panden i resterne af karry olien. Æbleren skrældes og skæres i tern og kommes på panden sammen med fløden/mælken og evt 1 tsk karry mere. Koges lige igennem, og hældes over koteletterne og sættes i en kold ovn, indstil til 200 gr og Lad det stå i 1 time. Gå i haven, en tur med hunden, eller leg med børnene, der er mange muligheder. Alternativt kan den sættes i en varm ovn, og skal nok have 40 min. Hvis fadet er helt afkølet skal det have 10 -15 min mere ved begge muligheder.


Eftertanker: Det er hermed en opskrift der er taget frem til jævnligt brug igen. Jeg elsker løg og æbler sammen, og koletterne bliver dejligt meget møre. Tømmeren synes, at det var lidt sødt, men det er også rigtig for jeg havde kun 2 mindre løg og 2 store søde spise æbler, så balancen blev til den søde side. Tror jeg vil prøve med boullion istedet for fløde eller mælk. Vi fik ris og friskplukkede tomater til.

onsdag den 29. august 2012

Kyllinge lasagne med spinat

En fedtfattig ret for 2-3 personer:
250 g kyllinge bryst
1 grønsagsboullion terning
(1½ dl af kogevandet)
350 g optøet spinat
1 dåse hakkede tomater
2 fed hvidløg
1 stort løg
tørret eller frisk oregano
4 ovnklare lagneplader
5 dl mælk
2 tsk maizena
salt, peber
stødt muskatnød
evt revet permesanost
Kyllingekødet koges i vand tilsat grønsagsboullion terningen i ca 20 min. Lad kødet stå i vandet til du er klar til at bruge det, og smid ikke vandet ud.
De hakkede tomater hældes i en gryde sammen med hakket løg og knust hvidløg, oregano og 1½ dl af kogevandet fra kyllingen. Koges i ca ca 20 min. Salt og peber i.
Lidt af mælken røres op med maizena. Resten af mælken hældes i en gryde og varmes op til kogepunktet og maizenablandingen røres i. Koger nogle minutter til det tykner lidt. Salt og peber og muskatnød røres i.
Den optøede spinat drænes for vand, og lægges i bunden af ildfast fad. Kyllinge kødet skæres i tern, og lægges over spinaten. Tomatsovsen hældes over. Lasagne pladerne lægges over og trykkes lidt ned i sovsen.
Mælkesovsen hældes over, og tilsidst drysses permasanosten over.
Fadet sættes i ovnen i ca ½ time ved 200 gr.


Eftertanker: En ret jeg har lavet en del gange. Tømmeren kan rigtig godt lide den, han vil hellere have den end almindelig lagsagne, derfor rækker denne portion også kun til os 2. Skal den række til flere kan man bruge lidt mere kød, og lidt mere væske og lasagne plader. Det afhænger jo også af hvormeget man serverer ved siden af. Vi fik en lille rest flutes fra dagen før, og en lille portion tomat-melon salat.

mandag den 27. august 2012

Det er da godt nok den nemmeste chokoladekage

Jeg havde 1 L kærnemælk i køleskabet der havde sidste salgsdato. Kom i tanke om, at jeg engang havde bagt en chokoladekage der skulle kærnemælk i. Så jeg googlede: " kærnemælk, chokoladekage"  og frem på catarina.dk kom denne nemme opskrift:
600 g hvedemel
600 g sukker
3 tsk natron
6 spsk cacao
1 L kærnemælk
1½ dl olie
De tørre ting blandes og de våde blandes derefter i. Det tager et øjeblik. Mig der ellers bruger røremaskine til alt, ja det kan slet ikke betale sig her. Hældes i en stor bradepande, den til ovnen, og bages i ca 35 min ved 200 gr.


Eftertanker: Fra jeg gik i gang til kagen var færdig gik der lige under 45 min. Den var luftig og smagte også rigtig godt. Den kan selvfølgelig suppleres med hakkede nødder i og glassur ovenpå.

fredag den 24. august 2012

Ovnbagt laks med champingnon og løg


Vi fik ris og blomkål til

Laks er så nemt at lave, og kan varieres i det uendelige. Havde nogle champingnon der trængte til at blive brugt, så derfor blev det til denne Japanske ret:
1 lakseside 4-500 g
250 g champingnon
2 løg
4 tsk soja (jeg brugte 6 tsk tamari)
lidt smør
salt og peber
Laksen lægges med skindsiden nedad i staniol. Drysses med salt og peber.
Champingnon skæres i tynde skiver, og lægges ovenpå sammen med løg i tynde både.
Soja dryppes jævnt over og små smørklatter lægges lidt rundt omkring.
Staniolen pakkes tæt omkring, måske skal der et ekstra stykke ovenpå for at dække helt.
Sættes i ovnen ved 225 gr i ca 25 min.
Man kan også bruge lakse kotteletter som pakkes i små pakker.

Eftertanker: Nemt og hurtigt mad. Løgene havde lidt bid, uden at de var rå, ligetilpas synes jeg.Tømeren syntes at det så lidt kedeligt/farveløst ud. Det gør det let med champingnon. Rødløg istedet kunne være et bud på at give lidt mere farve udtryk.

Hvidløgs - tomatbrød

Tomaterne smager skønt nu. Her er en velsmagende mulighed for at bruge nogle tomater.
4 store skiver brød eller 6 mindre skiver (gerne ciabatta)
3 modne tomater
2 fed hvidløg
salt og peber
50-75 g reven ost
Hvidløgene køres først i blenderen, tomaterne kommes i. Blend kun til tomaterne er i småstykker.
Blandingen står lidt, så det tynde falder lidt til bunden, hæld lidt fra uden at dræne helt.
Fordeles på brødene. Salt og peber på. Osten drysses over tilsidst.
Bages i ovnen i 10 15 min ved 200-225 gr. Hold øje med dem. Osten skal være smeltet, og fået lidt farve.


Eftertanker: De smager bare rigtig godt, men mætter også meget. En skive, hvis det er store skiver, er nok til hver.

mandag den 20. august 2012

Protein boller med spelt

Jeg bagte 2 marengs lagkager den anden dag, og havde så igår i køleskabet 10 æggeblommer stående tilovers. Jeg tænkte at hvis jeg bagte af dem ville jeg få et højt protein indhold i brødet, og næste tanke var at øge protein indholdet endnu mere. Derfor skulle der spelt mel og havregryn i også. Jeg bruger iøvrigt altid proteinhvedemel.
Et lille protein index:
Æggeblomme: 16 %
Havregryn: 13 %
Alm. hvedemel: ca 10 %
Proteinhvedemel: 12 %
Fuldkornsspelt: 13,5 %
(kan variere indenfor de forskellige mærker)
Har i øjeblikket bogen "Bagning med Spelt" af  Frida Sophia Bödvarsdottir. Hun bruger forholdsvis mere gær til spelt bagningen.
Opskrift på protein boller:
100 g gær
½ L vand
2 dl solsikkekerner
1 spsk sukker
1 tsk salt
10 æggeblommer
150 g havregryn
500 g fuldkornsspelt
ca 400 g hvedemel (proteinhvedemel)
Gær og sukker oplæses i fingerlunkent vand sammen med solsikkekerner. Når man bruger røremaskine, er kernerne med til mekanisk at opløse gæren. Æggeblommer, havregryn, salt og speltmel blandes i. Tilsidst hvedemelet lidt efter lidt. Det kan nok variere noget hvor meget dejen kan tage, alt efter hvor store æggene har været. Dejen skal stadig være lidt klistret.
Hæver lunt ca 1 time, slåes ned og formes til boller. Jeg lavede 22 boller. Hæver igen ca 40 min, og bager ca 22 min ved 200 gr.


Eftertanker: Det blev en smagfuld bolle, de hævede rigtig meget, naturligt nok selvfølgeligt med meget gær og æg. De blev også lidt tørre, hvilket speltmelet normalt også gør dem. Troede ikke der skulle olie i med alle de æggeblommer, men næste gang vil jeg alligevel bruge lidt olie også.  En god og nem måde at udnytte æggeblommerne på.

Elsekage, marengslagkage med chokolade og nødder

Dette er opskriften på en succes, Elsekagen, det hedder den i vore kredse, og det gør den fordi en venindes venindes mor hedder Else, og derfra kommer opskriften. Den er bare altid en succes, og let at lave. Det tager dog lidt tid, hvis man skal lave 2 kager, da hver bund skal bage 25-30. min. Der går 2 bunde til en kage.Vi var igår 10 mand om 2 kager, og der var ca ½ tilbage.
En Elsekage:
5 æggehvider ( husk at gemme blommerne til noget andet, jeg bagte brød i dag af dem)
150 g sukker
50 g hasselnødder, hakkes
50 g mørk chokolade, hakkes
2½ dl piskefløde
olie til at smøre bagepapiret, VIGTIGT
Æggehviderne piskes helt stive, sukkeret hældes i og der piskes igen. Chokolade og nødder vendes i. Portionen deles på 2 plader med smurt bagepapir (ellers kan man ikke få dem hele af efter bagning). De skal have størrelse som en middags stor tallerken.
Bages ved 175 gr i 25-30 min, afkøles.
Fløden piskes og smøres ud på den ene bund, den anden lægges over.
Den kan lægges sammen umiddelbart inden serveringen, så er bundene sprøde. Man kan også lægge den sammen og sætte den i køleskabet nogle timer. Så er bundene lidt bløde, men det smager også godt.
Eftertanker: Kagen er bare altid god, og kan bruges til både dessert og kaffebord.  

onsdag den 15. august 2012

Pita brød med en rest steg

Det startede med at jeg havde 20 g gær tilbage efter jeg havde bagt spelt boller med cornflakes, og jeg havde endnu ikke bestemt hvad vi skulle spise til aften, Så tænkte jeg, at det passede da vist lige til pita brød, det er lang tid siden vi har fået det. Hvad skal der så i? Jo der var en rest med 300 g oksesteg i fryseren + en pakke bacon, det giver en god smag at blande i.
6 store pita brød:
20 g gær
2,5 dl mælk
1 tsk sukker
lidt sesamfrø
grahamsmel
fuldkornshvedemel
hvedemel
Mælken lunes og deri opløses gæren og sukkeret. Sesamfrø i. Vejede ikke melet, men tog skiftevis fra de 3 meltyper til jeg synes dejen var tilpas, dvs stadig lidt klistret. Hæver 1 time. Deles i 6 stk som rulles ud med kagerullen til flade brød. Hæver ½ time, bages ved 200 gr i ca 16 min. Hold øje med dem.

De 300 gr oksesteg blev skåret i små tern. Baconen blev stegt på panden, og afdryppet og afkølet på et stykke bagepapir. De 2 kødtyper blandes.
Øvrigt fyld bestod af salat, tomat, agurk, rødløg, rød peber, melon, rosiner +
Dressing:
creme fraiche rørt med lidt salt og peber og krydderurter; purløg, persille og citron timian. Alternativ kunne være en rød dressing, som jeg rører af creme fraiche og tomat ketchup, soja, paprika og salt og peber.


Eftertanker: vi var 4 til aftensmaden. Studenten og jeg kunne kun spise 1 pitabrød hver, Tømmeren og fodbold entusiasten fik 2 hver, og alle var godt mætte. Kødet smagte rigtig godt, og brødene fyldte godt i maven. Der var en lille rest kød m.m. tilbage til min frokost idag. Der var ros at hente for brødet og retten. Det er vist for sjældent at vi får pita.

Speltboller med cornflakes

Efter bogen "Bagning med spelt" af Frida Södavarsdottir fandt jeg denne opskrift som jeg var nødt til,at prøve. Bruger jo tit havergryn i brød, men har aldrig brugt cornflakes, men hvorfor ikke?
Til 22-25 boller:
2 dl tykmælk, jeg brugte A-38
6 dl vand
2 spsk rørsukker
2 tsk salt
1 spsk olie
80 g gær
200 g cornflakes, jeg havde kun 180 g, det gik fint nok
400 g spelt
700 g sigtet spelt
Tykmælk og vand lunes til fingervarmt og gær og sukker opløses heri. Salt tilsættes sammen med mel og olie. Æltes til dejen løsner sig fra skålen. Hæver 1 time, formes til boller, og efterhæver i 40 min. Opskriften lyder bagning ved 180 gr i 12-15 min. Det var nu slet ikke nok, de fik nok 22 min og jeg hævede temp. til 200. Måske passer tiden og temp. ved varmluft?

Eftertanker: Jeg spiste 2 til frokost med pålæg og ost på. De mættede utrolig godt. Smagen var også god, de var lidt tunge i det, men jeg kan godt lide en bolle der er noget gods i, og det må man sige at de har. Man kunne nu ikke smage, at der var cornflakes i.

fredag den 10. august 2012

Varm kartoffelsalat ala Esther

Dette er en opskrift som jeg ofte fik som barn, og Esther har opgivet opskriften sådan:
til 3-4 pers:
1,5 kg kartofler
2 løg
1,5 dl vand
1,5 dl eddike
1 god skive smør??, jeg brugte ca 40 g
1 tsk sukker
salt og peber
Kartofler koges med skræld på og pilles, skæres i skiver og afkøles. Det er vigtigt at de afkøles, ellers bliver det let til mos. Kog evt kartoflerne med skræld på, mens du spiser morgenmad ellers smører madpakker. Hæld dem ud på en bakke og læg et viskestykke over til du kommer hjem fra arbejde. Så er det let lige at pille dem, og lave resten til.
Løgene skæres i tynde skiver og koges blanke i vandet.
Smør, eddike og sukker tilsættes og koges op.
Kartoflerne tilsættes og gryden simrer svagt til kartoflerne er varme. Salt og peber tilsættes.
Der kan evt tilsættes lidt mere eddike, hvis sovsen er blevet for tyk. Er den for tynd, lidt mere smør, men vurder det først, når kartoflerne er varmet op, da det kan ændre sig.

Eftertanker: kan huske at jeg rigtig godt kunne lide det som barn, og det kan jeg stadig. En god grill pølse til, vi fik ringrider pølser, en god stærk sennep og lidt salat. Ja det er ikke så dumt endda. Fodbold entuisiasten er ikke så vild med løg, men heri har han ikke noget imod dem.

tirsdag den 7. august 2012

Boller med kartoffelmos

Havde en rest kartoffelmos, 200 g, det er jo både noget og ingenting. Men boller kan det altid bruges til, og de bliver som regel gode svampede, og kan holde sig friske i flere dage. Gårsdagens boller kom til at se sådan ud:
50 g gær
3,5 dl vand
1 tsk sukker
50 g sesamfrø
50 gr hørfrø
200 g kartoffelmos
200 g grahamsmel
ca 375 g hvedemel
½ tsk salt
Gær og sukker opløses i fingerlunt vand. Kartoffelmosen blandes i sammen med melet og frøene, og røremaskinen kører nogle minutter, dejen skal være lidt klistret.
Hæver ca 1 time, og formes til ca 14 mellemstore boller. Hæver ca ½ time, og bages ved 200 gr i ca 22 min.

Eftertanker: Gode, mættende og holder sig godt, bliver ikke tørre selvom de ligger nogle dage.

mandag den 6. august 2012

Tærte med kartofler og spinat

Forleden dag var jeg inde på DR`s hjemmeside og se et program med Brøderne Price og madskrald. Det er uhyggeligt hvor meget mad der bliver smidt ud. Jeg smider stort set aldrig mad ud, har i mange år haft det næsten som en sport, at finde på hvad jeg nu kan anvende resterne til. Har derfor bestemt, at jeg vil oprette en etikette her på siden, som hedder "stop madspild". I aftes havde jeg en rest kold oksehøjreb, og nogle kogte kolde kartofler fra en anden dag. Det blev til en madtærte med kartofler, og kødet koldt i skiver ved siden af. Kunne godt have valgt at skære kødet i tern og komme det i tærten, men så regulært og mørt kød er  næsten synd at "skjule" i en tærte. Det smager rigtig godt koldt.

Dej:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
2 tsk bagepulver
100 g græsk yoghurt eller kvark, creme fraiche eller A-38
3 spsk mælk
2 spsk olie
½ tsk salt
Fyld:
200 g kogte kolde kartofler
175 g spinat, ja det var det der var tilbage i posen
200 g løg, 2 stk
100 g blomkål (kan udelades)
3 æg
200 g creme fraiche, eller lign, brug hvad du har
100 g reven ost
salt og peber
De tørre ting til dejen blandes først, og de våde blandes i, og dejen æltes blank og smidig. Udrulles på et meldrysset bord, og lægges i et velsmurt tærtefad.
Blomkålen brækkes i små buketter og overhældes med kogende vand og står i 10-15 min. Løgene hakkes og steges blanke i lidt olie. De lægges på dejen sammen med kartofler i tern og blomkålen. Den optøede spinat drænes for vand, og fordeles ud over.
Æg og creme fraiche piskes sammen med halvdelen af osten. Lidt salt og peber i, og det hældes ud over fadet. Det sidste ost drysses henover, og fadet sættes i ovnen ved 200 gr i ca ½ time til æggemassen er helt stivnet.

Eftertanker: Den var meget mættende. Vi var 3 til bords, de 2 var godt spisende mænd, og der var et pænt stykke tilbage, som jeg spiser koldt til min frokost i dag. Lækkert.

lørdag den 4. august 2012

Osso buco, den nemmeste og mest taknemmelige gryderet der findes

Osso buco er bare så nem at lave, og er utrolig velsmagende, men det kræver, at man går i gang i god tid inden man skal spise, for gryden skal koge 2½-3 timer, men passer fuldstændig sig selv.

Til 3-4 personer:
4 stk osso buco ca 1100 g
4-6 gulerødder efter størelse
2 mellem store løg
margarine
1 dåse hakkede tomater
2 dl boullion
1½ dl hvidvin, kan erstates af mere boullion
evt 2 lauerbær blade
timian
salt og peber
maizena
Der klippes eller skæres i kanten af kødet flere steder, så kødet ikke krøller under stegningen. Kødet brunes godt på begge sider.
Løgene hakkes, og kommes i gryden og brunes med til de er blanke.
Gulerødderne skrældes og skæres på tværs i 1 cm stykker, og kommes i gryden sammen med tomater og væde og krydderier.
Skal nu simre svagt i mindst 2½ time til benene falder af kødet, og kødet er så mørt at det kan tygges med øjenbrynene. Benene og evt sener tages op, og sovsen jævnes med maizena oprørt i vand. Der kan evt suppleres med lidt mere vand, hvis der er for lidt sovs.
Eftertanker: Som sagt den mest nemme og velsmagende gryderet der findes. Fodboldentusiasten der meget sjældent kommentere maden, kiggende op fra tallerknen og sagde: "hvad er det, det smager bare hammergodt" Jeg laver kartoffelmos og salat til.

fredag den 3. august 2012

Sesampaneret sejfilet med sødekartofler i ovn og karrystegt spidskål

En rigtig god sejfilet, en af dem fra Fiskemanden, er god paneret og stegt på panden. Igår prøvede jeg med sesamfrø i paneringen:
sej filet
halvdelen rasp og halvdelen sesamfrø
salt og friskkværnet peber
æg
margarine til stegningen
Ægget piskes ud, og fisken dyppes i æg og derefter i rasp/sesam blandingen. Steges nogle minutter på hver side.

Kartofler til 2 personer:
1 stor sød kartoffel, ca 400 g
4-5 gulerødder, ca 400 g
2 spsk olie
salt
persille
Kartoffel og gulerødder skrældes og skæres i bjælker, og kommes i ildfast fad. Olien hældes i og blandes rundt. Salt og persille drysses over. I ovnen ved 200 gr i ca ½ time.

Spidskål til 2-3 personer
1 spidskål
olie
1-2 tsk karry
Spidskålen skæres på tværs, ved roden deles den også på den anden led. Steges på panden nogle minutter sammen med karry indtil kålen falder lidt sammen. Den må godt have lidt bid.

Eftertanker: Sesam frøene gav mere smag til fisken, så det er ikke sidste gang at jeg har brugt det i panering. Kartoffel retten passede fint til fisken, og spidskålen smager utrolig godt, det er klart en af mine hofretter for tiden.

mandag den 30. juli 2012

Ovnæggekage med kartofler, kokos og karry

Havde en rest kokosmælk og tænkte hvorfor ikke prøve at komme den i æggekagen. Resultatet blev dette:

300-400 g kogte kartofler
150 g bacon
1 løg
200 g champignon
4 tsk karry (2-3 vil være bedre)
8 æg
1½ dl kokosmælk
2 spsk kartoffelmel
1 tsk bagepulver
salt og frisk kværnet peber
Løget hakkes og bacon skæres i tern og steges sammen på panden med karry.
Champignon skæres i skiver i svitses ved hård varme på en pande.
Kartoflerne skæres i tern og lægges i bunden af et ildfast fad. Champignon og baconblandingen fordeles over.
Æg piskes med kokosmælk og kartoffelemel blandet med bagepulver. Salt og peber i, og blandingen hældes over fadet, som sættes i ovnen i ca ½ time ved 200 gr.

Eftertanker: det smagte godt, men karrysmagen var efter min mening for gennemtrængende. Man kunne kun svagt smage kokos, tror det ville være tydeligere, hvis der ikke var helt så meget karry i. Selvom jeg elsker karry, synes jeg det var for meget. Tømmeren synes den var god, og bedre end en tradiotionel æggekage.

Jordbær trifli med kokoscreme og hyldeblomst makroner

Fra Kristinas køkken fandt jeg denne dejlige kokoscreme, hun havde brugt til blomme trifli. Jeg har så mange jordbær i fryseren igen, så det var oplagt at forsøge at bruge cremen til jordbær. Det passer fint sammen, rigtig fint. Makronerne skulle egentlig dryppes med portvin, men det er drengene ikke vild med, så det blev hyldeblomst saft istedet. Det fungerede også fint.

Kokoscreme efter min udgave:
1½ dl kokosmælk
2 spsk kokosmel
2 spsk sukker
3 spsk mælk
2 spsk maizena (strøgne)
2 æggeblommer
1 tsk revet citronskal
1 dl fløde
Kokosmel, kokosmælk og sukker koges op i en gryde.
Æggeblomme, mælk og maizena piskes sammen i en skål. Halvdelen af kokoscremen hældes over i æggeblandingen imens der piskes. Det hele røres sammen i gryden mens der piskes. Citronskal kommes i, og cremen koges lige igennem til den tykner. Sættes i køleskabet til den er helt kold.
Fløden piskes stiv og røres sammen med cremen lige inden trifllien samles i et glas.

Jordbærgrød til trifli: (laves lidt syrlig, da triflien ellers bliver for sød)
325 g jordbær
75 g sukker
1/4 dl vand
½ spsk maizena
Jordbær og sukker koges sammen i en gryde til ca halvdelen af jordbærene er kogt ud.
Maizena røres op med vand, og blandingen røres i jordbærene. Koges op et øjeblik. Sættes på køl.

100 g makroner smuldres i 5 dessertglas
10 tsk konc. hyldeblomst saft fordeles over makronerene (alternativ: portvin)

Jordbærgrøden fordeles over makronblandingen og kokoscremen fordeles over til sidst.
Sættes i køleskabet mindst 1 time inden servering.

Eftertanker: cremen var bare rigtig god, den vil jeg helt klart bruge i andre sammenhænge også. Sammensætningen var også fin, og man kunne svagt smage hyldeblomsten i makronerne. Der var begejstring ved bordet.

Amerikansk farsbrød

Denne opskrift er en gammel kending for mig, da den er fra en af Brugsens små kogebøger trykt i 1980. Jeg lærte nærmest at lave mad efter denne samling. Jeg har ændret lidt på opskriften i årenes løb. Det er et farsbrød der smager rigtig godt, og er nemt at lave. Også populært hos de unge mennesker her i huset, så opskriften må siges at være tidsløs.
Til 5-6  personer:
750 g hakket oksekød
1 peberfrugt
1-2 løg
4-5 spsk rasp
1½ dl boullion
2 æg
frisk persille og basilikum
1 dåse hakkede tomater, evt halvt chilisovs og ½ dåse hakkede tomater
salt pg friskkværnet peber
Løg og peberfrugt hakkes fint og røres i kødet. Raspen blødes op med boullion, og står et par min, inden det røres i. Det meste af væsken drænes fra de hakkede tomater, og de blandes i sammen med æg og krydderurter, salt og peber.
Fars blandingen hældes i en brødform og bages i ovnen i ca 45 min ved 200 gr.






onsdag den 25. juli 2012

Frugter på grillen med vanilie is

Dette er mit indlæg nr 100, og det fejres med en god dessert. Tømmerens fødselsdag blev fejret med en oksesteg og kylling på grillen, og til dessert fik vi så grillede frugter med is.
Grillede stenfrugter til 10-12 personer:
1 kg blommer
1 kg ferskner
1-2 spsk smør
1-2 spsk honning
Frugterne befries fra stenen og skæres i kvarte.
Blødt smør og honning røres sammen og blandes rundt i frugterne.
Det hele kommes på et fad eller foliebakke, der kan sættes på grillen. Sættes på kuglegrillen når man er færdig med at grille kødet. Skal have 15-30 min, alt efter hvor varm grillen er.
Stilles til side indtil desserten skal på bordet.
Kan anrettes med en god vanilie is eller græsk yoghurt.


Eftertanker: Det smagte godt, men sidste år lavede jeg på samme måde grillede frugter, men brugte da figner, bananer, ferskner/nektariner og pære. Det var endnu bedre synes jeg. Blomme skrælden var der flere der lod ligge, da den var lidt sej. Vores figen træ er desværre gået til i vinter, så det bliver ikke til egne figner på grillen i år.

lørdag den 21. juli 2012

Tomat quiche

Efter inspiration fra tysk madblad jeg købte på besøg i Tyskland lavede jeg denne quiche til aften. Det er dog slet ikke opskriften derfra, men en hjemme komponeret. Jeg vil helst undgå alt det fløde og smør, der tit er i de tyske opskrifter.
Bund:
100 g hvedemel
50 g grahamsmel
2 tsk bagepulver
100 g creme fraiche, A-38, yoghurt eller lign. Jeg brugte græsk yoghurt.
3-4 spsk mælk
½ tsk salt
Fyld:
3 æg
250 g creme fraiche eller lign.
3 store tomater
salt og peber
Mel og bagepulver blandes, og yoghurt og mælk æltes i sammen med salt. Udrulles på meldrysset bord. Lægges i smurt tærteform.
Æg og creme fraiche piskes til ensartet masse sammen med salt og peber. Hældes i bunden og sættes i
200 gr varm ovn i 10 min.
Tomaterne skæres i skiver og lægges ned i den forbagte æggemasse, og tærten bager videre i ca 30 min, tror jeg. Glemte at tage tid. Hvis man lægger tomaterne i fra starten, bliver de dækket af æggemassen under bagningen.

Eftertanker: Det ser rigtig fint ud at man kan se tomaterne, og den smagte også rigtig godt. Tømmeren var meget begejstret. Næste gang tror jeg dog, at jeg vil lægge løgringe i bunden under 1. bagning, for at give lidt mere smag endnu.

fredag den 20. juli 2012

3 slags kryddersmør

Vi griller rigtig meget, hele stege med salat med kartofler i og friskbagt flutes med hjemmerørt kryddersmør. I år har jeg eksperimenteret lidt med forskelligt kryddersmør.
1: Der er jo den traditionellemed med hvidløg og persille, som jo er rigtig god. Ca 2 fed hvidløg (gennem hvidløgsspresseren) til en 1/3 pakke smør + hakket persille så den er fint grøn plettet.
2:Min absolutte favorit i år, er med fint revet citronskal og bladene af citrontimian. Den smager helt fantastisk, jeg laver rigeligt, så jeg er sikker på der er noget til næste morgen. En god grovbolle med et fint lag med denne kryddersmør, så behøver man ikke andet på. Jeg har ikke noget mål på, hvormeget jeg rører i.
3: Mit sidste eksperiment som jeg lavede i går var med fintklippet frisk rosmarin. jeg var tilbageholdende og ville ikke putte for meget i, men jeg fik ikke nok i. Det smagte af for lidt. Det ses også på billedet, at der kun er spredte grønne pletter. Så resten bliver lige rørt med lidt mere idag.

Lavendel småkager med marcipan

Nu blomster lavendel buskene i haven, både en fryd for øjet og lugte sansen. Har taget stilke fra til tørring, men den friske blomst kan også bruges. Fra Amos bagebog "Året rundt 3" har jeg brugt opskriften på kattetunger, men udskiftet appelsin skal med lavendel.
115 g hvedemel
50 g rå marcipan
100 g smør eller margarine
45 g sukker
10 stilke lavendel blomst eller 3 spsk blomst
Marcipanen røres med halvdelen af smørret. Resten af smørret og sukker og hvedemel røres i. Lavendel blomsterne nulres af stilkene, og blomsterne røres i dejen.
Udrulles på meldrysset bord til godt ½ cm tykkelse, og udstikkes med form eller glas.
Bages ved 200 gr i 6-8 min, til de bliver svagt lysebrune.

Eftertanker: Har brugt dem til is anretning, det ser rigtig fint ud med hjerterne og de små blå prikker i. Når man bidder i den, får man både en svagt duft og smag af lavendel, lækkert. De passer rigtig fint sammen med is, men som småkage alene synes jeg de smager for meget af smør, hvilket jeg ikke er helt så vild med.

onsdag den 18. juli 2012

Marineret okselårtunge på grillen

Når man får ½ eller 1/4 kvie i fryseren er der jo som regel flere udskæringer man ikke så tit møder i køledisken. Her bl.a. okselårtunge, som man bruger til at lave saltkød af. Det har jeg også gjort flere gange, det er meget let, og smager godt synes jeg, men Tømmeren der spiser mest pålæg, synes ikke det er noget. En anden rigtig god mulighed er at stege lårtungen på grillen, det bliver rigtig godt. Lårtungen er et stykke magert regulært kød. Man kan marinere kødet med en købt grill marinade eller lave en selv. Det gjorde jeg lidt på slum af olie, soja, balsamico, salt og timian. Under min opskrift på marineret oksebov er opgivet et forslag til opskrift på dette. Det er godt hvis den kan ligge i marinaden fra morgen til aften, ellers bare nogle timer.
Lårtungen vejer godt 1 kg, måske op til 1200 g og skal have ca 5 kvarter på inddirekte varme på kugle grillen. Stege termometeret skal vise omkring 75 gr.
Billedet er taget af den kolde rest dagen efter. Man kan godt ane strukturen i kødet er ligesom saltkød. Den kolde rest kan evt. skæres op til pålæg, men er også perfekt til en kold kødsalat.

lørdag den 14. juli 2012

Lasagne med laks og spinat

Vi har så meget dejlig laks i fryseren, efter vi havde besøg af fiskemanden. Det giver anledning til at lave forskellige retter med laks, og ikke bare den marinerede udgave der steges på panden, som jeg ofte tyer til.
Lasagne til to:
6 lasagne plader
300 g spinat, optøet
250-300 g fersk laks
2 dl mælk
2 løg, mellemstørrelse
2 store tomater
1 spsk maizena
2 tsk salt
basilikum blade, evt tørret
lidt reven ost
olie
Lasagne pladerne forkoges hvis det ikke er forkogte der anvendes.
Spinaten koges sammen med 1½ dl mælk + salt. Den ½ dl mælk røres med maizena, og koges med så det jævner lidt. Det skal stadig være tyndt, da der skal være væde til at suge for pladerne.
Løgnene skæres i ringe eller hakkes, og de svitses i olie. De skal kun være blanke, ikke brune.
Tomaterne skæres i tynde skiver.
Laksen skæres i tern.
I et ildfast fad lægges nu et lag spinat, plader, tomat, baslikum, løg og laks, også forfra igen med alle lag. Der sluttes med spinat, og der drysses reven ost over tilsidst.
Sættes i ovnen ved 200 gr i ca ½ time.

Eftertanker: Spinat og laks sammen går man aldrig fejl af. Det smager rigtig godt. I retten er der også tilpas mange grønsager i så man ikke behøver salat eller andet tilbehør ved siden af. Bare flutes til.


fredag den 6. juli 2012

Pizza med kartoffel, chorizo og brie

Tømmeren havde købt en kæmpe brie, det er lige meget nok til bare at bruge på morgen bollerne. Derfor faldt valget på at lave en pizza med brie:
Dej:
25 g gær
3 dl lunken vand
500 g pizzamel, eller 250 g pizzamel og 250 g durummel
2 tsk salt
2 tsk olie
lidt olie
Fyld:
5-6 kartofler
1-2 løg efter størrelse
150 g shorizo pølse i skiver
ca 100 g brie, anden ost kan også bruges
frisk (eller tørret) oregano
lidt olie
Gæren udrøres i vandet, resten af  ingredienserne røres i. Æltes godt. Deles i 2 kugler, som smøres let med olie. Sættes til hævning 1 time i skål under viskestykke. Rulles ud i tynd lag til 2 pizzaer, og hæver igen ½ time på bagepapir og under fugtigt viskestykke.
Bundene smøres let med olie. Kartoflerne skæres papirtyndt på madolin jern eller lign. og lægges på bunden. Løget skæres i tynde skiver og lægges på. Pølsen fordeles over + brie i små tynde klatter. Drysses med oregano.
Den ene pizza skubbes over på den brandvarme bageplade og bages 10-15 min ved 230 gr. Den anden bages bagefter.

Eftertanker: Det er faktisk 1. gang jeg har lavet kartoffelpizza, men absolut ikke sidste. Den salte shorizo var rigtig god sammen med kartoffel. Den smagte bare rigtig godt, vi spiste så vi var ved at revne.

torsdag den 5. juli 2012

Hyldeblomstsnaps og -likør + vineddike

Hyldeblomstsaften er i hus, og der er så mange hyldeblomster i år at man har lyst til at eksperimentere med flere blomster. Jeg har forsøgt mig med snaps, og min søster fortalte at hun plejer at lave likør af affaldet fra saft produktionen. Vineddiken er lavet efter HanneK´s opskrift.

Hyldeblomstsnaps:
I en vodka flaske hvor der er taget af, fyldes der op med 7-8 klaser hyldeblomster. Lidt sukker hældes i, og nogle skiver citron også. Det står en uges tid. Smag dig lidt frem. Er den for skarp i smagen, så fyld mere sukker i, det lærte jeg engang af en snaps entusiast. Med en strikkepind eller lign. fiskes blomst og citron op.
Hyldeblomstlikør ala søs:
Efter min søster opskrift tog jeg blomster affald med citron fra saftproduktionen og puttede i et syltetøjglas. Der fyldes nu op med vodka, også skal det stå til jul, så skulle det være helt likør agtig, fordi sukkeret der hænger i blomsterne, så har trukket så længe. Der er både en almindelig gulfarvet og en rød, da jeg også har lavet saft af jordbær med hyldeblomst i år.

Hyldeblomstvineddike:
Opskriften er den gode opskrift fra HanneK.

Eftertanker: Tømerens 1. feriedag blev indledt med morgenmad på sydterrassen med udsigt til have og mark, og lige en lille smags prøve på hyldeblomstsnapsen. Ren nydelse. Så jeg fandt en vodka rest mere frem, der blev sat igang til endnu en hyldeblomstsnaps.

Hyldeblomst -æble marmelade

Man kan lige nå det endnu, der er stadig masser af hyldeblomster. Jeg har aldrig set så mange hyldeblomster som i år, så det inspirerer jo til at prøve med forskellige variationer. Til morgen fik vi min blomme-æble marmelade, også tænkte jeg at hyldeblomst sikkert også er godt med æbler. Det er det. Her er mit forsøg:
1 kg æbler, vægt med skræld og kernehus
5 dl hyldeblomst, befriet for stilke (lettest med en gaffel)
1 dl vand
1 citron, uden skræld
200 g sukker
1 tsk vanillie
1 tsk rød melatin
Æblerne skrældes, befries for kernehus og skæres i både. Lægges i en gryde med 1 dl vand. Skrælden og det hvide skæres af citronen, og de miderste hvide stængler skæres fra. Udover den syrlige smag, giver citronen en fin lys farve til æble marmelade. Kommes i gryden, og det hele koger 10-15 min til æblerne er halvt- næsten kogt ud. Kogetiden er lidt forskelligt, alt efter hvilke æbler det er. 1 spsk af sukkeret tages fra, resten blandes med vanillie, og kommes i gryden og koger med ca 5 min. Hyldeblomsterne og det sidste sukker blandet med melatin koges med 2 min.
Hældes på glas, som lukkes med det samme.

Eftertanker: Det smager fantastisk og dufter fantastisk. Jeg var spændt på om hyldeblomsterne havde en sjov konsisten at tygge i, når de ikke var kogt så meget. Man mærker ikke at man tygger i dem, og det ser fint ud med de små stjerner i marmeladen.

tirsdag den 3. juli 2012

Farsbrød med krydderurter og ost

Jeg er stor tilhænger af farsbrød, man kan variere det i det uendelige og bruge hvad man har, og det passer sig selv i ovnen, mens man kan lave alt muligt andet. Dagens udgave til 8 personer lyder sådan her:
750 g oksefars
500 g fars af kalv/flæsk, det kan også være rent oksefars
1 stort løg, hakket
3 æg
2 dl havregryn
3 dl af en dåse hakkede flående tomater
salt og friskkværnet peber
en stor håndfuld krydderurter, jeg brugte persille, basillikum og oregano, let hakket
200 g revet mozzarella ost
lidt rasp til at drysse over farsbrødet
De 2 slags fars blandes med løg, æg, havregryn, tomater med væde og salt og peber.
Farsen bredes ud på et stort stykke bagepapir i et rektangel på længde med det fad der skal bruges.
Krydderurter fordeles ud over, og derefter osten.



Nu rulles farsen som en roulade på den lange led.
Flyttes over på fadet med samlingen nedad.
Rasp drysses over.
Sættes i ovnen ved 200 gr i 1 time.


Eftertanker: Det smagte rigtig godt. Farsbrød kan være meget neutral i smagen, men ikke dette her, det smagte af noget. Vi fik fuldkornspasta med pesto + salat og flutes. Ovn kartofler ville også være godt.